Front og hjem

Soldaterne var ved indkaldelsen nødt til at forlade familie og arbejde. Det var svært at forlade både forældre, hustru og børn. Man kunne ikke andet end at bekymre sig om hvordan de havde det, og om de fik nok at spise, nu hvor manden midlertidigt ikke ville være i stand til at skaffe penge til mad og andet nødvendigt. Den eneste måde man kunne fastholde kontakten med familien var brevskrivning.

Når man skrev brev til familien, måtte man ikke fortælle hvor man var. Maden man fik under 1. verdenskrig var ikke ligefrem mættende. Men hvis man var heldig, sendte familien mad til én via brevskrivning. Men hvis andre opdagede at der var mad i brevet, spiste de det. Lige meget hvem der rigtigt skulle have modtaget det.

Det var vigtigt for soldaterne at der blev sendt og modtaget post. hvis man ikke sendte post til familien, kunne de ende med at tro at man var død. Hvis man ikke havde modtaget post fra familien i længere tid, kunne man meget let blive bekymret for, om der var sket dem noget. Man kunne især blive bekymret hvis alle andre modtog post, mens man ikke selv fik post.

En anden måde at komme i kontakt med familien eller venner på, var orlov, men det var sjældent at soldaterne fik orlov. De fik for det meste kun orlov hvis de var såret eller var landmand. Orloven gav mulighed for at se familie og bekendte, for at få en pause fra krigen og slippe for dens bekymringer og farer. Men efter to til tre uger var orloven forbi, og man var nødt til at sige farvel og tage tilbage til krigen, for at kæmpe videre.